søndag den 7. august 2011

Tilbage hos farmor

day6: childhood memory

Jeg er tilbage hos farmor. Denne lille krukke stod i hendes køkkenvindue, jeg elskede den. Blå og hvid med køer på. Jeg skulle altid kigge i den. Det skulle alle vi børnebørn. Der var små skruer, et lod fra vægten i farfars bageri, en knap og hvad man ellers får samlet sammen, som ikke straks skal smides ud, og som man måske får brug for senere.
Da min farmor døde for mange år siden, fik vi børnebørn lov til at ønske os nogle af hendes og farfars ting. Jeg ønskede mig denne krukke og fik den. Min faster taler stadig om, at vi unger ønskede os de "små ting", men for os var det store og vigtige ting. Ting som vi forbinder med noget godt, trygt og rart fra barndommen, farmor.

Jeg fik krukken med indhold, jeg har siden hen selv fyldt i med
flere ting, som skal gemmes lidt endnu...